Jeg har nu efterhånden, ad flere omgange kørt med Cyanogenmods ROM på min telefon i ret lang tid. Et af de problemer, jeg oftest er støt på ved skiftet, er understøttelsen af MMS, det har altid drillet.
Der findes en funktion der kan nulstille APN’erne, den søger på netværket og finder ud af hvad man skal bruge, problemet er bare at de ikke virker. På min telefon ender jeg op med APN’er til Belmore og Bibob begge med internet og MMS. Løsningen har for mig tidligere været at fjerne Bibob APN’erne og så har det virket.
Nu begyndte den så at drille igen forleden, fejlen viste sig ved at jeg igen ikke kunne sende MMS’er. Jeg tjekkede hurtigt APN’erne, men det var kun Telenors der var tilstede. Jeg brugte nulstillingsfunktionen og nu havde jeg igen både bibog og Telenor APN’er, jeg slettede dem til Bibob, men nu virkede hverken MMS’er eller dataforbindelse (3G) 🙁
Efter at have opgivet i den tro at det var 3G dækningen der var for dårlig i det sommerhusområde jeg befandt mig, kunne jeg konstatere ved hjemkomst at jeg stadig havde problemer.
Jeg tjekkede Telenors hjemmeside for at finde de korrekte oplysninger, og jeg fandt en guide der beskrev de oplysninger der skal til. Jeg tjekkede i forhold til de oplysninger den henter fra netværket og bemærkede at der på min telefon er en såkaldt MVNO-type og en MVNO-værdi hvor der i begge stod TELMORE både under internet og MMS’s opsætningen. Jeg prøvede lykken og slettede TELMORE alle 4 steder, og indenfor 1 sekund var jeg tilbage på 3G nettet og MMS’erne tikkede ind.